Støvfuglen

Der er gået lidt tid, siden jeg sidst har givet lyd – til hvem end, der lytter herinde. Jeg har været (og er) igennem en lidt kedelig periode. Normalt, når jeg gennemgår trælse tider, kriser, nedture – hvad end vi skal kalde det – så plejer jeg at skrive som en gal, fordi jeg har så meget, der skal ud … Skrevet har jeg, ja. Men jeg har sgu ikke haft lyst til at dele det. Før nu. Så her kommer lidt af det. Det formede sig som digte. De handler om en lille gut, som er helt særlig for mig… og som desværre snart skal herfra.

 

 

Åndedrættet støder

i hak efter hak

tilter os begge og du

kæmper så bravt for at flyve

lidt længere

højere

lidt endnu.

Hvis vi blot kunne lægge os

her du og jeg

i tungsindig hvile

alt mens verden derude farer

detonerer og kollapser.

Men vi to ligger bare

her.

Du og jeg

her

i samme hjerteslag.

 

 

 

Vi glemmer ikke

”dengang da vi…”

Og støvfugl du husker

år og ar der skabtes

fjer tabes

drysser og daler

men du er her jo endnu

Min lille

min tapre

min

Sammen til det sidste

vi to gamle

støvede vinger

sammen er vi

til det sidste.

 

 

Skyer stjerner

måne planeter

i uendeligheden men…

hvor ender du?

Jeg skal forlade dig nu

jeg er bødlen

dit hjerte skal slukkes.

Jeg skal stjæle din fine tone

og gyngen må svaje ensomt.

Støvfugl

du skal lette.